Her vil vi løbende opbygge et afsnit med ide'er til udflugter i området.

Vi vil angive, hvor lang tid udflugten tager - her tænker vi mest på køretiden - da resten af udflugten afhænger af, hvor meget tid I bruger det pågældende sted.

ENTREVEAUX

En meget smuk og spændende middelalderby ca 70 km nord for Vence.

Køretid hver vej ca. een time.

Kør fra Vence mod St. Jeannet, Gattieres, Carros - og over La Manda-broen.

I er nu på RN 202 og her drejer I til venstre.

Det er en meget smuk tur igennem bjergene, med høje bjergsider, kløfter, brusende flod etc.

Parker bilen lige uden for broen, der fører ind i byen. Spændende og levende by med pittoreske butikker, restauranter, cafe'er m.v.


UDFLUGT OP I BJERGENE - GREOLIERES - ST. AUBAN MV

En dejlig tur op i bjergene nord for Vence.

Start i rundkørslen i Vence og følg skiltene mod Col de Vence. Det er højdedraget/bjergryggen, der omgiver Vence. Når du kommer derop følges skiltene mod Greolieres, og i Greolieres er der nogle flotte gamle ruiner over byen (se fotos). 

Herefter følger I skiltene mod Greolieres les Neiges, som er et skisportssted, der ligger kun 1 times kørsel fra Vence. Hvis det er vinter og sne kan det være et besøg værd.

Ellers - når I har besøgt "les Neiges" - så fortsæt mod Thorenc. Derefter skiltene
mod Malamaire, Les Lattes og St. Auban.

Ca. 1 km efter St. Auban - i retning mod Brianconnet - kommer man igennem en fantastisk kløft med en brusende elv nede til højre og klippevægge til venstre, som hænger ud over bilen. Der er flere tunneller.

Et virkeligt flot sted - det tog i hvert fald vejret fra os, - og vi troede ellers vi havde set det hele hernede !!

Når man kører igennem kløften kommer der pludselig et "kapel" på venstre hånd. Med madonna-figurer, bænke, alter, stearinlys - ja, det hele. Bænke er der også, så det må fungere som kapel. (Fotos er vedhæftet)

Lige efter kommer der en grus-parkeringsplads på højre hånd. Her kan det være en god ide at parkere bilen og gå tilbage og se kapellet rigtigt.

Der er ikke meget trafik - og folk kører forsigtigt ! Lad være med at gå igennem den lange tunnel - følg grus-stien udenom med et flot kik ned i kløften !

I Brianconnet er der mulighed for at spise frokost - vi fandt en lille restaurant, der hedder La Chalan - og vi fik en 4 retters menu for euro 13.-
 
Det kan man vist ikke klage over. En halv liter karaffel-vin kostede euro 4.50

Efter frokosten fortsættes mod Roquesteron, Pierrefeu, Gilette og man kommer nu ned til Var-floden, som man følger sydpå indtil La Manda-broen - herfra køres så mod Gattieres, St. Jeanett og Vence. 


DEN AMERIKANSKE KRIGSKIRKEGÅRD I DRAGUIGNAN

Sydkysten i Frankrig var målet for invasionsstyrkerne i 1944, og mange soldater faldt.

I Draguignan er der en meget smuk og betagende krigskirkegård for amerikanske soldater, der faldt hernede under invasionen.

Den er fantastisk velholdt, - og det rørende er også, at der de gange vi har besøgt den har været lagt friske blomster på flere gravsteder. Måske efterkommere, der stadig kikker forbi og tænker på dem, der gav deres liv for at befri Europa!

Der er et enkelt billede vedhæftet, hvor man kan se de flotte flagstænger med gyldne ørne øverst og det amerikanske flag, der vajer hele året rundt.

Der er også en meget imponerende bygning bag flagstængerne, med beskrivelser
kort og meget mere. 

Kirkegården vedligeholdes af amerikanske interesser. 

Uanset om man kan lide at se minder fra krigens tid- så mener vi, at denne er et besøg værd. Det er trods alt et minde om vor tid.

   -o0o-

På landevejen mellem Cannes og ned mod St. Raphael er der også en mindeplads, hvor der er opstillet et landgangsfartøj, og er en mindesokkel.

Her fandt en af landgangene sted.